KURvE

KURvE betyder ‘møgkælling’, men på deres debut giver den århusiansk/bosniske sekstet den snarere som menneskelige kanonkugler. På knap 35 minutter brager de gennem 14 numre (plus to i bonus!) i et umage og stormfuldt giftermål mellem en slivovitz-slingrende balkanpunk-tyfon og en nærmest mathrock-præcist udfræset instrumentering.

Selv når festen i dæmonfart pølser ud gennem højttalerne på skizoidt sprogzappende bosnisk, dansk, spansk og italiensk, bliver det aldrig usammenhængende. Den modenhed, der er bygget ind i det faktum, kan måske tilskrives at bandet har været igang otte år inden debuten.

De højenergiske balkan-amokløb i halsbrækkende taktarter og tempo afveksles behændigt af et par blånede og fordrukne dansksprogede vuggeviser i form af ‘Lige præcis den aften’ og ‘Den lige vej’, der bedst beskrives som finurlige offbeat-skæverter i bedste Analogik-stil, og så sager som de elegant ska-vuggende ‘Necesitar’ og ‘Oj Safete Sajo’.

Blæsersektionen kommer på overmenneskeligt overarbejde på den instrumentale åbner ‘Kurve Oro’ samt dens fætre ‘Čoček’, ‘More Soko Pie’ og ‘Kurve Čoček’, men KURvE er allerbedst, når frontmand Emir Pašić beriger helheden med sin melankolske vokal, som på ‘Quindici Parole’ og lukkeren ‘Con Su Buzon de Boca’.

KURvEs medlemmer stråler individuelt, men udgør tilsammen noget mere: Et djævelsk velsmurt menneske-maskineri, og det dokumenterer ‘Čistačica’ fint. Det er en kompromisløs og bomstærk debut, og bedre endnu, det er en af de stærkeste danske verdensmusik-udgivelser i meget lang tid. Drenge: Se jer ikke tilbage. Gogol Bordello, Manu Chao og alle i andre: Tag jer i agt.