R.E.M.

R.E.M. fulgte i 2008 et sløjt årti og tre tynde album op med ‘Accelerate’ – af mange betegnet som et regulært comeback. Succesopskriften var genopdagelsen og -erobringen af guitaren som knastaksel i deres sangskrivning og en nyfunden raket-agtig fremdrift. De havde fornyet deres kørekort i, hvordan man sparker godt gammeldags røv, ganske enkelt.

Med Jacknife Lee tilbage i sadlen som lydhøvding åbner ‘Collapse Into Now’ i samme dur. Peter Bucks høvlende guitarer agerer kølerfigur på ‘Discoverer’, der tillige låner takter fra R.E.M.’s egen gamle ‘Finest Worksong’. Den lige højre følges prompte op af uppercut’en ‘All the Best’. Michael Stipes kattetunge-raspende røst og Mike Mills’ rare backingvokaler er stadig hjørnesten i bandets lyd, og de tre gamle gubber lyder her så vitale, at man tror, at de vitterligt har genopdaget ungdommens kilde og bællet løs.

Men man skal ikke mange slag ind i bolledejen for at opdage, at det langtfra er så endimensionelt et værk som ‘Accelerate’. Allerede på de to ryg-mod-ryg-singler ‘Überlin’ og ‘Oh My Heart’ fisker Buck den akustiske guitar og sit varemærke – mandolinen – frem. Sådan går det slag i slag: Balladerne afveksler de rå og potente rockere i 1:1 på et nærmest bipolært album. Taktisk snedigt, for bliver fansene ikke solgt på yin, så gør de det sikkert på yang.

Men at albummet favner kontrasterne samtidigt i en nogenlunde kongruent helhed viser, at R.E.M. har formatet i behold. Så kan fyld som de håndtamme midterbane-ballader ‘Every Day Is Yours to Win’ og ‘Walk It Back’ næsten tilgives. Falderebets genistreg er den smukke stream-of-consciousness-gadepoets-rablende lukker ‘Blue’, hvis hendøende strofer elegant glider over i en intro til ‘Discoverer’. Så kan man jo passende tage en etape mere. Ruten tåler mange flere besøg!

R.E.M.. 'Collapse Into Now'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af