The Strokes

Det 21. århundrede havde ikke været det samme uden The Strokes. Med en imponerende leverance af coolness-hørmende rock’n’roll-hymner har kvintetten præget en hel generation. Med landeplager som ‘Last Nite’, ‘Someday’ og ‘Reptilia’ er gruppen blevet eksponent for et umiddelbart og ekstraordinært effektivt udtryk, der fem år efter seneste Strokes-plade har ført til dette længe ventede fjerde album. Og lykkeligvis kan det konstateres, at The Strokes endnu ikke har mistet grebet, omend der er lydmæssige ændringer at spore.

Det vidner reggae-viben på albumåbneren ‘Machu Picchu’ om. Flowet og Casablancas’ vokal er kælen og på mange måder ikke ret Strokes-agtig. Men det uovertrufne melodiøre er intakt, og det har som sædvanligt både instrumentale og sangmæssige former, hvilket er og bliver bandets største force. Det står allerstærkest frem på førstesinglen ‘Under Cover of Darkness’, solskinsnummeret ‘Gratisfaction’ samt den kantede ‘Taken For a Fool’, hvor overlegne guitarer smyger sig omkring insisterende trommer og en funky basgang.

Men newyorkerne har også andre lydbilleder at begå sig i. Eksempelvis er der et drømmende præg over ‘Games’, og så er ‘Call Me Back’ et tilbageholdt højdepunkt, der på samme tid fremstår sløvt og smukt, som kun Julian Casablancas kan få det til. ‘Metabolism’ besidder derimod en aggressiv intensitet, der vidner om, at The Strokes har skabt deres mest varierede album til dato.

‘Angles’ er langt fra en ny ‘Is This It’ – dertil er der for mange nye krumspring – men selv om noget af den rå, klassiske Strokes-lyd er forsvundet til fordel for et mere syntetisk udtryk, er integriteten intakt.  ‘Angles’ er et frydefuldt bevis på, at The Strokes ikke har mistet evnen til at levere ørehængere på stribe. Lad der venligst ikke gå fem år før næste udgivelse.