Noah and the Whale

Engelske Noah and the Whale har på få år fået især hjemlandet til at tage deres finurlige folkpop til sig.. Men tre album inde i karrieren er jeg tilbøjelig til at opfatte dem som bandet, hvor Laura Marlings solokarriere tog afsæt. Hun forlod bandet efter debuten og samtidig også sangskriver Charlie Finck, som brugte den efterfølgende ‘The First Days of Spring’ til at bearbejde bruddet. Nu er tiden kommet til at droppe nedgravningen i fortiden, starte på ny og tage en dyb indånding af forårsluften.

Sangene på ‘Last Night on Earth’ er mere oppustede end tidligere og tenderer flere steder stadionrock. Stemningen er mestendels optimistisk og håbefuld. Allerede på åbningsnummeret ‘Life Is Life’ synger Finck: »He’s gonna change his ways / And it feels like his new life can start / And it feels like heaven«. Indsæt et gospelkor og renselsen er total. Dagbogsstilen og den på en gang melodramatisk svulstige og intimt hjemmebryggede pop får mig til at tænke på Babybird, hvis nogen kan huske ham.

I brydekampen mellem det krukkede og højtidelige kan de gode melodier dog let sive ud og ensformigheden træde frem. Det, der skulle have været fantastiske sange, bliver til ok sange. De mere neddæmpede sange vinder stort med ‘Just Me Before We Met’ og ‘The Line’ som højdepunkter, men følelsen af at bandet endnu ikke har skruet et rigtig godt album sammen er svær at slippe.