Moby

Moby bliver ofte anset som en mester i at kombinere en vis svulstighed med en såkaldt minimalisme. Siden ‘Play’ har balancegangen mellem disse været succesens betingelse og svaghed. På ‘Destroyed’ kollapser Moby endegyldigt mellem polerne og frembringer en ureflekteret, sentimental og falsk-beskeden inderlighed, der minder mere om bestilte repræsentationer end et gennemarbejdet udtryk.

Albummet dyrker, ligesom de fleste af Mobys udgivelser, en let spiselig, ofte ambient-inspireret electronica kombineret med pop eller rock. Mange af numrene har sang og enkelte steder også bidder af en fin melodi eller struktur. Men det meste af tiden sejler ideerne i rørstrømske violiner og overvurderede akkorder.

‘Stella Maris’ lyder som baggrundsmusik til slutscenen i en 90’er-film, hvor helten har gjort noget modigt og nu skuer tilfredst i slowmotion. ‘The Violent Bear Away’ forsætter soundtracket med en sammensætning af overforløste klaverakkorder, naive violiner og en selvfed, klimaksliderlig tromme. Og selvfølgelig står klaveret alene til sidst i al sin ‘skønhed’.

Produktionerne virker ofte som dårlige undskyldninger for klichéramte akkordrækker. Det akavede forsøg på et hårdere dance-beat på ‘After’ falder til jorden i sin banalitet ligesom rocken på ‘Be the One’. Da afslutningsnummeret viser sig at være et rent strygernummer, tror man, det er løgn.

Kun ‘Lie Down in Darkness’ får med sin soulede vokal greb om en herlig mainstream-melankoli. Men det er så også en direkte kopi af den lyd, Moby præsenterede for mere end ti år siden.