Bon Iver ‘Bon Iver’

Det er efterhånden fire år siden, at Justin Vernon hjerteknust isolerede sig i en træhytte og indspillede sin nedbarberede genistreg af et debutalbum. Et dybt personligt projekt, der uforvaret endte med at ramme en hulens masse mennesker. Mens verden har ventet på en opfølger har samarbejder med Volcano Choir, Gayngs og Kanye West indikeret, at Vernon bestemt ikke bare var endnu et sørgeligt fuldskæg i en skovmandsskjorte.

Allerede på åbningsnummeret ‘Perth’ fornemmer man da også, at manden har rykket sig, når tindrende smukke guitarer og kor, marchtrommer og et ulmende tordenvejr af et crescendo med dobbeltstortromme og blæsere sparker albummet i gang, og ‘Minnesota, WI’ dernæst når svimlende højder med glasklare guitar- og banjo-arpeggioer, der utroligt nok brydes af fuzzy synthbas uden at lyde fortænkt. Og sådan kunne man blive ved.

Det er simpelthen en udsøgt fornøjelse at gå på opdagelse i de ambitiøse orkestreringer, der elegant smyger sig om Vernons malmfulde falset-croon, som er her, der og alle vegne: Dubbet, let manipuleret, atmosfærisk og intim. Eneste anke er den klistrede softrock-svipser ‘Beth/Rest’, der fremstår som en malplaceret joke og gør, at albummet ikke lander en topkarakter.

Ser vi bort fra det nummer, har Bon Iver skabt en selvsikker, bevægende og utroligt smuk opfølger, der føjer masser af nye nuancer til udtrykket uden at give køb på den inderlighed, der gjorde ‘For Emma, For Ever Ago’ til så hjerteskærende et bekendtskab.