City and Colour

City and Colour har Dallas Green fra det canadiske posthardcoreband, Alexisonfire, valgt at kalde sit soloprojekt. Udover at være opfindsom, når det gælder pseudonymer, har han også forelsket sig i akustisk folk. Genreskiftet passer fint til hans fine og sarte vokal, og Green har fra start ret godt styr på genrens virkemidler.

Albummets første halvdel byder på en række helt nedbarberede numre, fyldt med hjertesorg og katarsis, men selv om sangene såmænd er velskrevne, giver de lidt banale tekster et lidt anonymt udtryk. Man krummer tæerne en anelse, når Green igen og igen beskriver sin udkårne som »A lullaby« eller »All the four seasons«. Det lyder lidt, som hvis Dashboard Confessional genindspillede Bon Ivers ‘For Emma, Forever Ago’.

Langt bedre bliver det i et nummer som ‘Fragile Bird’, hvor tempoet og intensiteten stiger og kulminerer i et medrivende omkvæd. ‘Weightless’ formår også at give lidt stød med buldrende trommer og en Jeff Buckley-agtig desperation i Greens vokal, men tempoet daler på pladsens sidste, velpolerede skæringer.

‘Little Hell’ er en velproduceret stiløvelse, men fungerer kun for alvor i de øjeblikke, hvor tøjlerne slippes, og de pæne sange får lidt støj at arbejde med. Dallas Green er uden tvivl en dygtig sangskriver, og man forstår hans trang til at prøve kræfter med et mere nedbarberet udtryk – det bliver bare for trivielt.