Klak Tik

Med fremragende danske anmeldelser i ryggen er mangt et håbefuldt dansk band blevet mødt med skuldertræk og so-so-anmeldelser fra udenlandske anmeldere, der ikke har delt den danske begejstring. Men i tilfældet Klak Tik forholder det sig på mange måder anderledes.

Bag navnet gemmer sig den danske sanger og multiinstrumentalist Søren Bonke, der har haft fast adresse i England de sidste ti år. Allerede sidste år udkom ‘Must We Find a Winner’ til virkelig flotte anmeldelser i det britiske, mens vi herhjemme har måttet vente næsten et år på at lære Klak Tiks ambitiøst orkestrerede folk at kende.

Nu burde jeg jo så efter forskrifterne falde på halen af benovelse over de flotte ord fra mine udenlandske kolleger og prompte uddele topkarakterer. Men efter utallige ture gennem albummets altmodische landskaber, står jeg stadig op. Vel har jeg undervejs ladet mig bjergtage af, hvor smuk, smagfuld og delikat en rejse, jeg har været ude på gennem de mere end 58 minutter, pladen varer. Og jeg har været dybt imponeret over, at Søren Bonke ene mand håndterer både sørgmodige vokaler, nænsomt plukkede guitarstrenge, maleriske strygere, triumferende blæsere og hyppigt taktskiftende trommer.

Klak Tik skal bestemt have masser af kredit for de tårnhøje ambitioner og smukke arrangementer. Men for denne skribent matches ambitionerne bare for sjældent af melodier og personlighed, der kunne have gjort denne plade til et uafrysteligt bekendtskab.