Solander

Solander er fra Sverige, og Solander kan deres kram. For med lige dele skandinavisk tungsindighed og amerikansk folk-melankoli er ‘Passing Mt. Satu’, trioens andet album, et velkomponeret og uspraglet bekendtskab, som behager mere end det udfordrer. Umiddelbart svært at sætte en finger på – men også svært at blive væltet omkuld af.

Molakkorder er der nemlig i massevis, og instrumenteringen er, i bedste folk-ånd, båret af den akustiske guitar samt momentvis præget af banjo og hjerteskærende strygere. Den instrumentale åbner ‘Porch Sitting Song’ er – også i kraft af navnet – således meget beskrivende for albummets udtryk.

Resultatet er en samling sange med højt bundniveau og cirka lige så højt topniveau. Solander bider nemlig alt for sjældent fra sig, og de sagte og tungsindige kompositioner besidder desværre ikke en stemningsorienteret pondus og originalitet til at løfte niveauet yderligere. Og det er egentlig en skam, når virkemidlerne tydeligvis benyttes noget nær optimalt på pladens ti numre.

Enkelte gange lykkes det dog at ramme en vis nerve. På ‘Tuuli’ og ‘Flod’ gives der nemlig god tid til, at de idylliske lydlandskaber får lov at udvikle sig, og en, i bedste post-rock-stil, opadgående intensitetskurve, får også plads. Her sammensmeltes forsanger Fredrik Karlssons vokal med cello og metallofon-klimpren på yndefuld vis og sørger for enkelte afstikkende højdepunkter på et ellers lidt for ufarligt og letforglemmeligt album.