Song to the Siren

Man skulle nærmest tro, at Song To The Siren havde lyttet til de amerikanske missionærer, der for ganske nylig vandrede rundt i Københavns gader og oplyste folk om, at dommedag var nær. For sekstettens selvbetitlede andet album skriger i den grad af desperation, og det kan forsanger Jeffrey Kaare Hassellund roligt tage en stor del af æren for. Vær på vagt Troels Abrahamsen – du har fået en seriøs konkurrent.

Men det er naturligvis ikke Hassellund, der ene mand skaber de hyperenergiske og maniske kompositioner, som pladen i så høj grad er præget af. Smådissonante guitartemaer, pulserende basfigurer og hektisk trommespil er der i hvert fald ikke mangel på, og når der så endelig skrues ned for tempoet, er det alligevel som om, stemningen er sammenlignelig: Kaotisk og lettere udmarvende.

Men respekt skal der gives for ambitionerne om at skabe en række numre, der bevæger sig væk fra standardiserede sangformler og over mod artrockens mere viltre verden. ‘Bass Singing Birds (…What A Great Day)’ besidder eksempelvis en overlegen outro, hvor et massivt kirkeorgel giver en majestætisk afslutning på et ellers stressende nummer.

Desværre er der for lidt af den slags instrumentale spidsfindigheder, og strukturlegen kan ikke trække albummets femten sange ud af desperationens tungsindige lyd der – om det er bevidst eller ej – bliver alt for krævende over albummets fulde spilletid.