Anna Calvi – storslået stadionpotentiale

Det er muligt, at Anna Calvi spillede på festivalens næstmindste scene, men lige så snart hun entrerede, blev det hele lige pludselig en smule større. Med masser af karisma fik hun blæst Pavilion-scenen op til, hvad der kunne minde om en stadionrockkoncert med ekvilibristisk guitarspil og gennemtrængende sang, der potentielt kan sende hende op på siden af sangerinder som PJ Harvey og Patti Smith, som hun så ofte bliver sammenlignet med. Og allerede ved åbneren ‘Suzanne & I’ lod publikum sig overgive til den unge brite.

I et par sange blev jerngrebet om den tro væbner, guitaren, sluppet, som den inderlige og smukke ‘First We Kiss’. Bedst fungerede det dog, når hun havde guitaren ved hånden, og i ‘Love Won’t Be’ fik Anna Calvi bevist, at mænd så absolut ikke har patent var benhårde guitarriffs.

Fokus var jo nærmest selvsagt på materialet fra Anna Calvis selvbetitlede albumdebut fra i år, men både forkærligheden for Edith Piaf og Elvis Presley blev vist frem med flotte coverversioner af henholdsvis ‘Jézebel’ og ‘Surrender’. Her står specielt førstnævnte tilbage som et fremragende cover, efter af Edith Piaf-sangen fik en på bedst mulige måde hård medfart af Mally Mariaz’ percussion.