FM Belfast
Den islandske musikscene forbindes typisk med en vis mystik, tegnet af Sigur Ros’ højstemte lydgobeliner og Björks uudgrundelige fabelpop. Men selvfølgelig spankulerer der også helt almindelige festaber rundt på vulkanøen, og en flok af dem har samlet sig i FM Belfast.
Det her er deres andet album, og knap har man trykket på play-knappen, før et 90’er-klingende house-piano trækker fødderne mod dansegulvet. Herfra sættes der lys i de kulørte lamper med løsslupne melodier og skævsjove ordudvekslinger mellem Árni Rúnar Hlöðversson og Lóa Hlín Hjálmtýsdóttir. »I’m not afraid to taste your fist, I’m gonna learn American«, lyder det således kryptisk på ‘American’, mens ‘Mondays’ beretter om en fyr, der lytter til Yo La Tengo og glemmer mandage og tirsdage.
De legesyge electropop-produktioner kaster rundt med alt fra svirrende trompeter til arkadespil-agtige synth-lyde. Det lyder som en gymnasiefest, hvor nogen har spiket punchen, og det høje humør smitter ofte. Især på knaldperlen ‘I Don’t Want to Go to Sleep Either’ med simpelt dancebeat og et råbeomkvæd, som er umuligt at ryste af sig.
FM Belfasts muntre musiceren vil i det hele taget være en skæg oplevelse på en klub. Derhjemme savner albummet til gengæld flere markante numre for at have samme medrivende effekt. Det skulle da lige være en af de nætter, hvor man ligesom bandet selv simpelthen nægter at gå til køjs.