The Walkmen – opløftende tungsind

Han spankulerede casual frem og tilbage på scenen med den ene hånd i jakkesættets bukselomme i en positur, der mindede om en stand up-komikers.

Men Hamilton Leithausers sanglinjer kalder nu ikke ligefrem på grinet. Tværtimod hænger nederlagene, bitterheden og sortsynet nærmest i trevler i sangene hos The Walkmen, hvis musik genlyder af en kuldslået melankoli ikke ulig New York-bysbørnene The National. Blot i et mere prunkløst og pågående udtryk.

Et oplagt lydspor til søndagen på Roskilde, der altid får et vist tungsind over sig, mens folk pakker ned og vænner sig til den virkelige verdens genkomst. Og amerikanernes rudimentære indie-rock lød godt og klangfuldt under Odeon-scenens teltdug, holdt på plads af det lille kraftcenter af en trommeslager, Matt Barrick.

Hovedrollen havde dog Leithauser med sin fremragende stemme, der skiftevist snerrede, klagede og vrængede sig gennem sangene, men altid med stor kraft og overbevisning. I perioder havde koncerten svært ved rigtig at lette fra den lidt døsige søndagsstemning, men ikke desto mindre var det en velgørende time med prøver på The Walkmens stærke sangkatalog, som kulminerede til sidst med perlen ‘The Rat’. På sin egen nedstemte måde en opløftende oplevelse.