The Megaphonic Thrift

Norge og støjrock? Gylden kombination, mand! Vi har tidligere lagt ører til Serena Maneesh, Maribel og I Was A King og nu albumdebuterer Bergen-bandet The Megaphonic Thrift så efter en nydelig ep-udgivelse i 2009. I modvind, kunne man anføre, for bandets instrumenter gik op i flammer kort før indspilningerne begyndte.

Hvor de føromtalte landsmænd rumsterer hygsomt rundt i shoegazer-nichen, dyrker The Megaphonic Thrift, som deler medlemmer med bl.a. Casiokids og The Low Frequency in Stereo, andre afguder. Sonic Youth navnligt – og det i en sådan grad, at det forekommer uundgåeligt at namedroppe New York-legenderne i samme åndedrag som den norske kvartet, som ellers er opkaldt efter en Guided By Voices-sang. Det er dog primært rosende ord, der falder herfra til fjeldaberne for at samle den depeche op, for håndværket holder.

‘The Undertow’ åbner ballet med klapperslange-raslende guitarer og et håndfast kraut-trommegroove, der efter 55 sekunders trodsig slåen sig i tøjret sætter dagsordenen for resten af skiven. Og selvom tempoet momentant sænkes på eksempelvis ‘Sister Joan’ og ‘Mad Mary’, så udgør Fredrik Vogsborgs støtte, muskuløse og nærmest meditative rytmebund albummet igennem et rart øje i midten af guitarorkanen rundt om ham.

Generelt befinder The Megaphonic Thrift sig bedst i kortere numre. Af disse beskedne ni styk runder tre fem-minutters-mærket, og her bliver monotonien, de uformelige lyriske abstraktioner fra Richard Myklebust og Linn Frøkedal om kulørte klodser, støjdronninger og syndefuldt slik samt den megen masturbation af guitarens hals simpelthen for meget. Heldigvis domineres albummet af mere spiseligt stof.