White Denim

En del af White Denims charme har altid været, at man aldrig helt har vidst, hvad man fik. Og det gør sig i allerhøjeste grad også gældende på Austin-kvartettens femte langspiller, hvor de uforudsigelige eksperimenter dog for første gang for alvor begynder at bide dem i røven. Den dissekerende kritikerblok har noteret sig rundt regnet 12 genreståsteder fordelt over ti sange, og det bliver derfor fuldstændig umuligt at finde hoved og hale i den rodebutik af et album, der har fået navnet ‘D’.

En lynhurtig walk-through giver galoperende redneck-rock (‘It’s Him!’), neo-psych med poppede refræner og funky basgange (‘Burnished’), akustisk folk-rock (‘Street Joy’), poppet math-rock (‘Anvil Everything’), progressiv og artsy afro-jazz (‘River To Consider’), poleret art-punk (‘Bess St.’), hard-rock (‘Is And Is And Is’) og jangly country (‘Keys’). You get the picture…

White Denim transcenderer albumformatet og efterlader sin lytter i et musikalsk vildnis, hvor man nok så ihærdigt, men uden held, kan prøve at gribe efter de lange strå. Det bedste bud på det lange strå må være ‘Drug’, hvor kvartetten for en gang skyld holder sig fri for diverse kvantespring, og egentlig bare leverer en konventionel og habil psychrock-skæring, som giver én mulighed for at puste bare en lille smule ud.