Baxter Dury

Ligesom så mange andre sønner og døtre af rock-ikoner har Ian Durys søn, Baxter, til trods for at have rundet 40 år og nu tre album, aldrig rigtigt fået det store gennembrud. ‘Happy Soup’ som det tredje album hedder, kan dog med sin underspillede, elektroniske lo-fi-pop sagtens være det der skal til for en sen karrieremæssig opblomstring a la Pulp og Jarvis Cocker.

Baxter Dury deler sidstnævntes evne til at spidde livets gang i Storbritannien på bittersød vis uden at der går køkkenvask-socialrealisme i den. Som Jamie T, bare tyve år ældre og tilsvarende mere livsklog. Højdepunktet ‘Claire’ er et eksempel på Dury, når han er allerbedst – en elegant og enkelt (p)opsang til den unge hovedperson om ikke at begå de samme fejl som ham selv.

Generelt er de sange på pladen, der fungerer bedst, de – musikalsk – mindst tilbageskuende som eksempelvis ‘Leak at the Disco’ med den fantastiske basgang, eller ‘Afternoon’ med den dovne synth. Mindst vellykket er det, når Baxter Dury går enten sin legendariske far eller Madness lidt for meget i bedene med henholdsvis en formålsløs new wave-stiløvelse på ‘Picnic on the Edge’ og kedelig ska på ‘Hotel in Brixton’. Overordnet set viser han til gengæld, at han har arvet faderes lyriske talent, og ‘Happy Soup’ er overordnet set en meget charmerende og ærkebritisk plade.