Laura Marling

Hvis der er noget, den britiske musikpresse gør bedre end nogen andre af deres internationale kollegaer, er det at skrige hjemlandenes musikere op til noget helt særligt. Og det gør sig også gældende i tilfældet Laura Marling, som op til dette tredje album allerede har to Mercury Prize-nomineringer, én Brit Award-statuette og masser af NME-kærlighed i ryggen.

Uheldigvis for musikerne kniber det så desværre lidt for ofte med at følge lovprisningerne til dørs udenfor de britiske øers hype-maskineri, og den stærkt Joni Mitchell-inspirerede Laura Marling er beklageligvis ingen undtagelse.

Potentialet er umiskendeligt, og den poetiske lyrik er kun de færreste andre 21-årige forundt, men i sin inkonsistens formår ‘A Creature I Don’t Know’ aldrig at slæbe sig over et helhedsindtryk på det jævne.

Der er således kolossale udsving i kvaliteten fra ‘I Was Just a Card’, som er den musikalske stadfæstelse af hvor gabende kedeligt og forceret dramatisk singer/songwriteri kan være, til ‘The Beast’ og i særdeleshed ‘Salinas’ hvor den unge musiker springer ud som en storslået storyteller, mens banjo og distorted guitar skaber en fantastisk ru og rå atmosfære. Men kan den unge sangerinde og guitarists bundniveau for eftertiden nærme sig de sidstnævnte sanges højder, skal det nok blive noget særligt.