Lil Wayne

Hvis 2011 er Møgungernes År, og Odd Future indvarslede det, så burde Lil Wayne eje det. Selv om han næste år fylder 30 og nu er Far til Fire Carters – unger såvel som album. Men dette hans i alt niende, stærkt forsinkede (og sidste?) studiealbum er ikke helt det comeback, mange har håbet på efter tre år med jævne mixtapes og sindssyge rockeskapader.

»I got some weight on my shoulders, to me it’s like feathers«, rapper Weezy, men det tager ham fire numre at komme rigtigt i gang. Først på ‘6 Foot 7 Foot’ rider han et beat og et loopet Harry Belafonte-sample, som kun han kan: Så nasalt skræppende, så dominerende, at det trods alle forudsætninger ikke er enerverende, men bare stinkende fedt.

Når New Orleans-rapperen er bedst, kan han stadig tale lort på en måde, så det skinner som guldbesatte grills, og levere punchlines med både humor og hiphophistoriske referencer:

»Life is the bitch, and death is her sister / Sleep is the cousin, what the fuck a family picture.«

Og selv om man er så overtegnet som et folkeskolepenalhus, så kan man altså godt føle. Singlen ‘How to Love’ er klæg som purple drank-hostesaft – men sælger også lige så godt. Så er der mere spank i selverkendende linjer som:

»I’m a gangster by choice, hope my sons choose wiser / Don’t call me sir, call me survivor«

Men generelt er beats og flow blevet ret forudsigelige, og Lil Wayne virker ofte underligt halvhjertet. To numre overlader han til gæster. Et til Tech N9ne og (en ukrediteret) André 3000, og et, hvor Busta Rhymes får sidste ord på pladen, som han kalder ‘classic’.

Det er den nu ikke. Weezy er ude af spjældet og angiveligt færdig med hostesaften. Det er sikkert godt for hans familieliv.