Primus

Det er de færreste bands, der kan holde en 12 års albumpause uden at lyde enten frygteligt bedagede eller utroligt insisterende på at være unge og hippe, når de vender tilbage til scenen. Men når der er tale om musikalske desperadoer som Primus, så er reglerne lidt anderledes. Og ‘Green Naugahyde’ er ikke bare et glædeligt genhør med en af 90’ernes vigtigste alternative grupper. Det er også et album fuldstændigt løsrevet fra både nye og gamle trends, der bryder musikalske grundregler fra start til slut og nærmest er umuligt at kvalitetsbedømme inden for den normale skala fra godt til skidt.

 

Mange af sangene på albummet, der selv efter Primus-standard må beskrives som sært, er bygget op omkring musikalske ideer, der svæver et eller andet sted i grænselandet mellem dybt åndssvagt og dybt genialt – ideer som Primus med dødsforagt kaster sig hovedkuls ud i og på mystisk vis får forvandlet til vildt utraditionelle, men sært vanedannende sangstrukturer.

Opskriften er stadig en uforlignelig gonzo-fusion af muteret funk, alternativ rock, eksperimenterende jazz, og hvad de nu ellers har lyst til at kaste i suppen. Men set i forhold til bagkataloget er ‘Green Naugahyde’ meget nøgent og loose, og de første par gange man lytter til albummet, virker det næsten som én stor småsjusket jamsession med sære atonale soloer, løse grooves, bizarre baslicks og trommer, der til tider lyder mere som en paradiddle-øvelse end et akkompagnement.  

 

Men galskaben er af den særligt smitsomme variant, og efterhånden som albummets anarkiske univers sniger sig ind under huden på én, tager en eller anden form for Stockholm syndrom fat, sangenes forskruede logik giver pludselig mening, og før man ved af det, begynder man helt ufrivilligt og med stor lethed at nynne polka-funk basgangen til ‘Lee Van Cleef’ i badet, eller reflektere over parallellerne mellem Thomas Manns Buddenbrooks og teksten til ‘The Last Salmon Man’, mens man står i køen i Netto.