Serenades

Der er egentlig ikke noget galt med håndværket på svenske Serenades’ debutalbum. Sangene fremstår gennemmelodiske, labert eksekverede, og så synes produktionerne indhyllet i tyk studievellyd. Her er effektfulde strygerarrangementer, rumklangsrige, dundrende trommemaskiner, instrumentale digitaliseringer og vokale mangedoblinger i brede baner. Ja, enkelte numre flirter i perioder med det legesyge og opdagelystne. Som det psykedelisk hallucinerende åbningsnummer ‘All the Words’, hvor skævt anlagt korsang og berusende instrumentalopbrud danner uventede krøller på sangskrivningen.

Men musikken på ‘Criminal Heaven’ bliver ofte også underligt komfortabel, hvis ikke decideret konservativ. Ja, man sidder undertiden med fornemmelsen af et band, der er faret hovedløst vild i svulstig studiegestik og egen vellyd. Især i de passager, hvor sangene indsmøres i ligegyldige 80’er-referencer og ubehjælpelig dybsindighed. Av for pokker.

Så er Serenades langt bedre, når de åbner op for klangpaletten og giver deres melodier mulighed for at ånde. Som på albummets mange symfoniske ophobninger, der iklæder sangene i stærkt spirituelle gevandter. Lyt blot til ‘Birds’ og dets livsalige strygerflader, som vækker mindelser om pompøs 60’er-pop. Eller hør den smukt naivistiske blomsterbørnsmelodik på ‘Walking Home’, der rummer en saliggørende, psykedelisk eufori.

Men der er også mange ligegyldigheder undervejs, hvor Serenades træder vande i tamme, akustiske udkrængninger og fremstår håbløst fanget i egen magelighed. Dermed ikke sagt, at ‘Criminal Heaven’ er nogen dårlig udgivelse. Der er bestemt fine forsøg på at skabe en egensindig sangskrivning. Men Serenades evner ofte ikke at fremtvinge nævneværdige resultater. Og det er en skam, når nu de har hjertet på rette sted.