Supershine

Klinger navnet ‘Supershine’ bekendt, kan det skyldes at det danske rockband har været husorkester på det storhittende fredagsshow ‘Live fra Bremen’. En oplysning der kan virke ligegyldig i en anmeldelse af bandets debutplade, men dog meget rammende for ‘Diamond Valley’. Pladen er nemlig ligesom førnævnte tv-program overfladisk og ikke rigtig værd at fordybe sig i.

‘Diamond Valley’ bærer præg af, at Supershine har skamlyttet både Interpol, The Killers og Kings of Leon og skabt deres egen blanding af orkestrenes lyd. Kristoffer Bloms vokal minder især om Caleb Followills hæse, udpinte rockstemme, og de postpunkede basmotiver bærer stærkt præg af Interpol. Man må dog generelt rose den danske kvartet for deres pompøse og velpolerede lyd, der er uhyggelig skarp for en flok relativt ukendte danske debutanter. Men det er tom emballage, for indholdsmæssigt halter de gevaldigt.

Der er kun få fuldtræffere på ‘Diamond Valley’. ‘Heartbeats’ og ‘Create and Kill Me’ fungerer med deres effektive pophooks i omkvædet, men det er desværre det nærmeste Supershine kommer rockens superliga. Kun få numre bider sig fast i underbevidstheden, og det lyder som om, at Supershine har haft for travlt med at finpudse deres storladne rocklyd, til at nå at skrive de virkeligt gode sange. Talentet er der tilsyneladende, men forvandlingen fra husorkester til albumdebutanter er endnu ikke fuldendt.