Zola Jesus

Det er lige før, det er for åbenlyst. På den stadig unge Nika Danilovas første og mere lo-fi-orienterede støjudgivelser var udtrykket sort. Sort hår, sort tøj, goth-referencer og jeg skal komme efter dig. Et blik på coveret og man vil se, at den produktive musiker har omfavnet lyset. Som ofte sagt er intet dog bare sort og hvidt, men lige netop i Zola Jesus’ tilfælde er det måske. Fra mørke til lys. Fra kaos til orden. Fra støj til pop.

For ‘Conatus’ er popmusik. Godt nok konstant indsvøbt i larger-than-life virkemidler. Som de industrielle undertoner og dystre piano på den dunkle ‘Vessels’, eller de dramatiske strygere og midnatsmesse-stemningen på den fremragende ‘Ixode’.

De barokke elementer giver den til tider pumpende electropop fin kant, for – let’s face it – Zola Jesus laver ikke simple, gennemførte popsange som for eksempel Robyn. Selv om man på ‘Conatus’ til tider skulle tro, at hun prøvede. Og der ligger nok også problemet. Danilovas udtryk er simpelthen blevet for poleret. Hvilket sangerinden åbenlyst har arbejdet sig hen i mod på sine seneste ep’er, men i så fald skal der mere gennemslagskraft i produktionerne.

Danilovas Florence Welch-klingende, og ganske enestående, vokal er nemlig kun blevet bedre. Lige så hendes sans for det medrivende teatralske. Der er mørke i lyset. På den gode måde. Det handler for Zola Jesus bare om at finde balancen. Og de gode sange.