Bonnie ‘Prince’ Billy

Særlingen fra Louisville, Kentucky, med det borgerlige navn Will Oldham, har altid holdt sig nogenlunde til et musikalsk udgangspunkt i den lavmælte alt. country, modsat samtidige og ligesindede artister som Ryan Adams og Wilco, der i højere grad har forsøgt at afsøge andre musikalske græsgange – med blandede resultater til følge. Men det er intet at beklage over, at Oldham synes at arbejde ud fra devisen ‘stick to what you know’, når resultatet bliver så inciterende som tilfældet er her.

Som Bonnie ’Prince’ Billy er han vanligt sprudlende og stilfærdigt spydig. Det kroniske sortsyn og den galgenhumoristiske (selv)ironi i teksterne danner sublimt parløb med den nedbarberede instrumentering. Den er oftest lig med sagte guitarmelodier, der suppleres af lidt orgel, spartansk brug af percussion og måske lidt banjo, når bølgerne går højest. En vis fornyelse ligger der dog i, at Oldham denne gang på fornemste vis gør brug af en række kvindelige vokalister, der skaber et fint modspil til cowboy-croonerens spinkle røst.

Sangene holdes i et langsomt tempo. Til tider virker det nærmest, som om de står stille, men det bliver de ikke dårlige af. Tag for eksempel den minimalistiske ‘New Tibet’, det åbner i vanlig småperverteret stil med linjen: »As boys we fucked each other, as men we lie and smile«, men som trods sit barske og pessimistiske udgangspunkt, langsomt bevæger sig mod smuk forsoning. Sådan fortsætter herlighederne nærmest upåklageligt på albummet, der måske ikke hører til blandt prinsens aller ypperste bedrifter, men som stadig er rigtig fremragende.