Boston Spaceships

Mange ønsker sig sikkert, at Robert Pollards post-Guided By Voices-bandprojekt Boston Spaceships kom med deres modsvar på GBV-klassikeren ‘Bee Thousand’: Et vægtigt hovedværk, der rigtigt afpisser territoriet. Og jo, nærværende 26 sange udgør unægteligt et sandt sumo-album med en spilletid, der blokker sin stakkels CD-skive fuldstændigt ud. Titlen er desværre frygteligt indikativ for indholdet.

»Let it beard / and get all weird!« prædiker Pollard på det herlige titelnummer. Det fyldige album er et klassisk anfald af galoperende pollarditis. Trekløveret har ladet tingene gro vildt og uhæmmet og sidder på nådesløs og kvantitetsforblændet vis de kritiske brilleglas fuldstændigt itu. For 117. gang, hr. Pollard: Du ville være lettere at elske ubetinget, hvis du ansatte en sekretær: En stramtandet pensioneret-dominatrix-slash-matematiklærer-type med shitfilter-attitude og slettelak, viskelædere, hæksakse, tættekamme, whatever i ærmet til at rense ud i skidtet, så vi kan nyde kanelen!

Et bomstærkt og atletisk collegerock-album putter sig her i lasket og semi-unødvendigt fyld. Gennemsnitligt hver anden genistreg, som ‘Tourist UFO’ der affløjtes af en af J. Mascis’ klassiske, hvinende gæstesoli, eller ‘Chevy Marigold’ med Tahoe Jacksons soul-sovsede visitvokaler, følges hjem af en lallet parodi som den vrængende ‘(I’ll Make It) Strong For You’.

Og hver anden Pollard-insta-klassiker som ‘Tabby and Lucy’ eller ‘No Steamboats’ afløses af gumpetungt dilettanteri, eksempelvis den ulidelige ‘Speed Bumps’. Lytteren kan som en anden slagteriarbejder skære en fedtkant på noget, der ligner en tredjedel væk, hvilket bliver trættende i længden.