Florence and the Machine

I starten frygter man lidt, at Florence Welch har lavet en Coldplay. De tog alt det bedste fra det helt store gennembrud, ‘A Rush of Blood to the Head’, og pustede det op i uklædelig stadionstørrelse på ‘X&Y’, hvilket betød, at deres virkemidler totalt mistede effekten. For Florence og maskinen har i den grad forstået, at det var de store bombastiske pop-øjeblikke, der gjorde debutalbummet ‘Lungs’ til en kæmpe-sællert, og derfor er der en overflod af dem på ‘Ceremonials’.

Pladen lægger hårdt ud med de meget karakteristiske ‘Only If For a Night’ og ‘Shake it Out’, der buldrer løs med dommedagskor og massive trommer, inden sidstnævnte kulminerer i et nærmest indianer-agtigt chant. Flot og dyrt lyder det, men man drager alligevel et lettelsens suk, når hendes vokal får lidt mere plads at boltre sig på i de mere afdæmpede ‘Never Let Me Go’ og ‘Breaking Down’.

Ligesom på debuten har inspirationen fra Kate Bush også sat et klart aftryk på ‘Ceremonials’, men i denne omgang er der blevet plads til væsentligt mere soul, og det klæder Florence’ stemme. ‘Lover to Lover’ er et dejligt afbræk fra den tider lidt anstrengende højtidelighed, der præger albummet. Man kan mene, hvad man vil om de store følelser og ditto armbevægelser, men som oftest er melodierne så velskrevne og Florence’ vokal så stærk, at man bliver rørt snarere end bare forpustet.

Florence and the Machine. 'Ceremonials'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af