The Kooks

Med to album på bagen har briterne i The Kooks over fem somre charmeret både de dansende indiekids, 90’er-nostalgikere og den almindelige radiolytter med deres traditionsbundne britpop og med Luke Pritchard i front spyttet det ene catchy omkvæd efter det andet ud. Nu kommer tredje album så, og The Kooks står ved en skillevej. Skal de fortsætte med den sikre formular, der har gjort de første to plader succesfulde, eller skal de brænde deres broer? Resultatet er blevet en rodet mellemting.

Luke Pritchards charmerende drengevokal er stadigvæk et stort aktiv, og de catchy guitarmelodier er også til stede. Til gengæld er der også blevet plads til en instrumental udvidelse og nye sangstrukturer, hvilket er noget af en blandet fornøjelse. Forsøgende på at forsone deres cementerede Kooks-udtryk med nye horisonter ender tit ud i mærkværdige og malplacerede resultater, lidt ligesom når hundeejere iklæder deres kæledyr mennesketøj.

Men når The Kooks giver den gas og gør, hvad de gør bedst, er den uimodståelige charme stadigvæk intakt. Titelnummeret og åbneren banker lystigt af sted og den medrivende ‘Is It Me’ sender venlige tanker til Franz Ferdinands dansable discorock. Samtidig er ‘Time Above the Earth’ det eneste veludførte eksperiment, hvor Luke Pritchards vokal smukt ledsages af strygere i et nærmest Owen Pallet’sk smukt popnummer. Desværre er niveauet fra sang til sang meget svingende, og selv om de bedste skæringer stadigvæk er catchy som ind i helvede, er ‘Junk of the Heart’ let fordøjeligt og en anelse substansløst.