Atlas Sound

Op med kraven, på med halstørklædet. Gå en tur i regnen og lad dig omsvøbe af Bradford Cox’ sørgmodige efterårshymner fra et Atlas-land, hvor mange gode ting er uændrede. Det er stadig som at stirre dybt ned i en dagbog fra en forvokset teenager velsignet med store poetiske færdigheder. Ugengældt kærlighed og eksistentiel tvivlen smyger sig om knitrende elektronik, pulserende drone-toner, varme analoge krusninger og Cox’ smukt forkølede, ekkofyldte røst.

Som altid er der magi at finde i Atlas Sound. ‘The Shake’s varme 60’er-pop og tropicalia-kærligheden i ‘Amplifiers’ og titelnummeret er eksempler på en af tidens skrappeste sangskrivere in action. Det klæder Cox, at han tør synge mere igennem, og at han produktionsmæssigt har taget ved lære af hovedbandet Deerhunters seneste detaljerige album. Og når de kunstneriske baller strammes til bristepunktet – som på den gåsehudsfremkaldende simple skønhed ‘Doldrums’ og den hvirvlende psych-perle ‘Te Amo’ – er Cox i en liga for sig.

Desværre virker det på dele af albummets anden halvdel, som om Bradford løb tør for papir i dagbogen og for berusende sange i det store knoglede hoved. Og så sidder man igen med følelsen af ‘bare’ at fortærre en særdeles smagfuld appetizer, før hjortejægerne får nedlagt en ny, mør hovedret. Heldigvis er det stadig nær umuligt for manden at skrive et dårligt nummer. Og lur mig om du ikke får svært ved at finde en meget bedre følgesvend til det ruskende efterårsvejr i år end dette, det bedste Atlas Sound-album til dato.