Cass McCombs

Den amerikanske sangskriver Cass McCombs’ sjette album ‘Humor Risk’ er en ujævn sag, der blander afdæmpet country-kammermusik og moderne amerikansk cowboybukserock. Ligeså reel en stemning, der hvilede over forgængeren ‘Wit’s End’ – som blandt andet indeholdte nyklassikeren ‘County Line’ – ligeså tynd og friskfyragtig fremstår dele af ‘Humors Risk’ desværre.

Denne penduleren mellem det hjerteskærende og det landevejsrockende findes også hos f.eks. Big Star eller John Cale, men hvor især sidstnævnte klarer skærerne på charme og vid, er det sværere for Cass McCombs ikke at fremstå lidt kluntet. Rocksangene ‘Mysteri Mail’ og ‘Meet Me at the Mannequin Gallery’ ved jeg ihvertfald ikke, hvad jeg skal bruge til. Teksterne mangler tyngde, og de fortærskede rockriffs virker sløve og uinspirerede.

Ambumtitlen ‘Humor Risk’ antyder noget skægt. Dog kun harmløs onkelhumor. Det minder om Paul McCartney-bagateller i frigear. Musik kan sagtens være letbenet og vedkommende på samme tid. Det er slet ikke det. Euros Childs, Silver Jews og sågar Syd Barret er gode eksempler. Men i en verden fyldt med potent og tætbygget musik, virker ‘Humor Risk’ som en unødvendig leg i øvelokalet, der ikke engang formår at tænde Cass McCombs selv. Dertil fremstår sangene for ansigtsløse og udtrykket for slidt.

Den slæbende ‘To Every Man His Chimera’ er dog et godt eksempel på McCombs styrke, og ‘Robin Egg’s stemning og sofistikerede suspense er særdeles vellykket. Her bliver det decideret godt. ‘The Living Word’ er heller ikke dum. Dejlig varm sensommerbrise fra LA. Således har albummet flere positive og medrivende indslag. Andet end lidt sjov, bliver det dog aldrig til.