The Sound of Arrows

The Sound of Arrows har skabt et næsten komplet sygdomsfrit popalbum. Her glimter musikken fuldstændig renset for modhager og fremstår som en slags musikalsk krydsning mellem Phoenix og Army of Lovers.

’Voyage’ er en himmelstræbende og svulstig rejse, der hylder natten, kærligheden, det knuste hjerte, ensomheden, dansen og alt, hvad et ungt menneske på forhånd allerede har kørende i hovedet. Det er dejligt uforpligtende og uhyre effektivt. Især albummets fem første sange er så usvigeligt tight udført, at jeg selv får lyst til at tænde mit keyboard eller rejse mig op og pege ud i luften. Næsten som når Pet Shop Boys er bedst.

Det ene nummer efter det andet flasher en uhørt sikker og uforskammet melodisk situationsfornemmelse. Albummet er i det hele taget flot gennemarbejdet, men også så klinisk renset for fejltrin, at musikken næsten kun kan være født i Sverige. Ja, undskyld, men både produktion og sangskrivning er så usårlig i sin næsten fascistoide korrekthed, at det balancerer på grænsen til det kedelige – der følger nemlig en vis forudsigelighed med den strenge stilsikkerhed.

Numrene er således opbygget af materiale, der er hørt mere end blot et par gange før. Lidt skæmmende er det i øvrigt også, at The Sound of Arrows har gemt en lille håndfuld af de mindre medrivende numre til sidst på pladen, hvor tempoet trækkes ud, og der tilsyneladende forsøges at skabe plads til eftertænksomhed. Men der er ikke plads til tanker, når man har hovedet fyldt med luft.