Zomby

Ved første gennemlytning vakte ‘Dedication’ formentlig et par løftede øjenbryn. Zombys andet album lød som en samling skitser, der kun lige nåede at finde sig selv, før han rev dem ned fra scenen. Skitser eller ej var albummet dog aldeles fremragende fra start til slut. Om Zomby mente, at der var brug for en afrunding på værket, er ikke til at sige, men med ‘Nothing’ følger han op og bygger videre på den blanding af pulserende 8-bit og indadvendt basmelankoli, ‘Dedication’ introducerede.

Faktisk ligger ep’en så meget i forlængelse af albummet, at det til tider er umuligt at skille dem ad. Ikke at det er et problem, for Zomby har stadig et imponerende højt bundniveau, når det gælder sammenblandinger af alverdens former for dubstep-undergenrer. Nærmere fordi det af og til bliver svært at se, hvad ‘Nothing’ har at byde på, som vi ikke allerede har oplevet på ‘Dedication’.

Her er åbningsnummeret, ‘Labyrinth’, en klar undtagelse og et glimrende eksempel på, hvordan nyt og gammelt kan følges ad. Med en hypeman-vokalbid og rå rytmer mellem garage og house støver nummeret det før så obligatoriske trykluftshorn af og sparker gang i et bastardrave af dimensioner. Det er flabet og hamrende effektivt, ikke mindst fordi resten af ep’en primært udforsker områder, som vi allerede ved, at Zomby mestrer.