Elzhi

Det kræver et ordentligt sæt nødder eller rygende storhedsvanvid at sætte sig for at genindspille et af hiphoppens absolutte hovedværker, Nas’ ‘Illmatic’ fra 1994. Andre har tidligere fejlet grumt. Men Elzhi har ingen falske illusioner om egne evner, for ‘Elmatic’ er et på samme tid ydmygt, men også aldeles selvstændigt mixtape, der uden problemer fungerer i sin egen ret og faktisk, ja undskyld, tilføjer originalen noget ekstra.

Den kronisk oversete Slum Village-MC og J. Dilla-protegé har allieret sig med livebandet Will Sessions og udskiftet Nas’ bagtæppe fra Queensbridge, NYC med sin egen hjemby Detroit. Men frem for at være præget af motorbyens skarpe, industrielle lydkulisse er de originale produktioner gjort rundere og mere tilgængelige. Godt sete detaljer hives frem i lydbilledet (tjek lige det orgel på ‘Halftime’) og musikerne får flere gange lov at hægte deres rapper af og tage fuldt ejerskab. Som når soulsangeren Stokley Williams bringer fløde til ‘Life’s a Bitch’, og ‘One Love’ næsten instinktivt ledes ud i et fermt, instrumentalt blaxploitation-groove.

Som historiefortæller lader Elzhi ikke Nas noget efter. Han er ekstremt tight og bundsympatisk. Uanset om han på ‘One Love’, der hos Nas handlede om gadekærlighed til fængslede homies, forelsker sig i et forslået skind af en pige eller truer med at »show up on your porch with a spike bat«, blot for at »leave the tires on your bike flat«.

Man skal være en seriøs purist for at hate på det her, og Nas, som aldrig igen har nået niveauet fra sin egen debut, giver da også sin velsignelse med i et skit. Hans arv er blevet forvaltet med respekt og uden berøringsangst: »It’s Elzhi in your area, ’bout to back slap and bury ya«.