Peaking Lights

Ægteparret Aaron Coyes og Indra Dunis har på ‘936’ skabt en fin og tåget omgang neo-psychedelia, der skvulper rundt mellem bittersød dub, kraut og pop. Her er alt gemt bag en dis af båndstøj og effekter, og udtrykket er hjemmegjort og grovkornet, og kan lyde som en dronet og søvngængeragtig udgave af Yo La Tengo eller et ustruktureret Beach House.

På ‘936’ er der tale om strukturelle forløb fremfor decideret sangskrivning; forløb, der trods sin snurren om sig selv, aldrig bliver kedelige. Der er god ryger i kælderen og charmerende, legesyg produktion, dovne deadpan-vokaler og listige orgler, som tilsammen er nok til at give sommerfugle i maven.

Det bør tilføjes, at pladen aldrig når Beach House eller Yo La Tengos kompositoriske højder, men hvorvidt ægteparret Aaron og Indra tripper ud, er der aldrig nogen tvivl om. Det gør de. Og mere er der ikke brug for. Befriende er det at høre på to mennesker, som ikke flasher meget andet end deres indædte lyst til at stable ting i tykke drømmende lag.

Udfordringen er dog ikke så let, som den lyder. For på den slags produktionslagkage og stemningsmæssige cirkelbevægelse, er der en overhængende fare for, at udtrykket ender i lounge eller lydtapet. Heldigvis formår parret at lægge så meget hjerte i strukturerne, at ‘936’, der inden for sin egen niches stilistiske rammer let kunne være endt i konform kældervibe, er endt som en både behagelig, inspirerende, lun og stemningsfuld udgivelse.