Guided By Voices

»He constructed a factory / just because he was hungry / just to see how it tasted«. Jo, at titlen på Guided By Voices’ første langspiller siden opløsningen nytårsaften 2004 gelejder tankerne mod svundne tider, og især deres gamle sang om den fjollede, altædende superhelt ‘Matter Eater Lad’, er sigende på mange måder.

For det første lyder reunion-albummet ad helvede til, for at sige det mildt. Det er et throwback til bandets fortid som lo-fi-collegerock-konger, og line-uppet er da også identisk med GBV årgang 1996. Men både sound og sange lyder inkongruente, som var dette blot, hvad Robert Pollard nødtørftigt kunne skrabe sammen til lejligheden. De seneste, ultraproduktive syv år uden GBV, hvor han med glubende sangskriverappetit samlebånds-fabrikerede 30 album i soloregi og med andre bandprojekter, er måske definitivt ovre.

Pollard lyder her mere som en desperado på vej over en mindre skriveblokade med gamle venners hjælpende hestesko. Således assisterer især Tobin Sprout og Greg Demos med forfatteriet. Hvor førstnævntes bidrag i ‘Old Bones’ og ‘Who Invented the Sun’s tilfælde ender i nærmest salmeagtig andægtighed, er Demos’ ‘The Big Hat and Toy Show’ en ubærligt tvær gang skronk-musik. Sprouts ‘Waves’ lyder som en goofy fætter til Butthole Surfers’ cover af Donovan-sangen ‘Hurdy Gurdy Man’, mens højdepunktet i Pollards egne kompositioner er de priklende, ligefremme ‘Doughnut for a Snowman’ og ‘Chocolate Boy’.

I lyset af denne forpjuskede dynge, hvoraf højest halvdelen er så ‘unsinkable’ som Fats Domino, der besynges på førstesinglen, må man håbe, at dette blot er opvarmning inden næste album, som er lovet til maj.