Bob Hund
Kun 11 måneder efter 2011-udspillet ‘Det överexponerade gömstället’, som led en noget blandet modtagelse, slår Sveriges hofkøter Bob Hund kontra med nyt. Skåningene har givetvis absorberet kritikken, for ‘Låter som miljarder’ er intet mesterværk, men en rigtigt bundsolid plade, som retteligt kan kaldes den gale hunds andet comeback.
En bedre fornemmelse af helhed hersker. Alvoren – på sidste album i kontrastrig, uforenelig opposition til bandets skæve, sorthumoristiske og ekstroverte univers, som punkter i hver sin ende af en streg – er nu sat i skak: I en cirkel med galskaben som nærmeste kompis. Det er lykkes Bob Hund at få den førhen skillende sovs til at legere elegant.
Af albummets singler fungerer især det lige-på-umiddelbare titelnummer, hvor guitarerne, som ellers holder sig høfligt i skindet på albummets broderpart, kommer på banen, og så den småhysteriske, disco-ivrende ‘Harduingetmankandansatill?’ fortrinligt. Kun den røvballe-søndagsdovne og stillestående ‘Stanna klocka stanna’, som tyvstartede ballet allerede i september sidste år, stikker negativt ud, både som single men også i lyset af albummets andre, stærkere skæringer. Der er nemlig få decideret overspringsværdige nedslagspunkter på pladen. Vi foreslår i stedet den skamløse, lalleglade og nærmest dansband-schlagerpoppede ‘Det regnar och brinner’ som næste stump potentiel hitliste-ammunition. Til at falde ned foreskriver recepten ‘Darrende varulvshänder’ og den småsentimentale ‘Såå nära’.
Martin Kann overgår oven i købet sig selv med det Mostrups-lokale-vejviser-lignende albumcover. Bob Hund lyder med sin nye, mere strømlinede, synthglade og poppede lyd ikke som sit småpunkede fortids-selv, men glimtet i øjet er tilbage. Tack för det.