Field Music
15 sange på 35 minutter. Med en gennemsnitlig sanglængde på kun lidt over to minutter, forsøger Sunderland-bandet Field Music denne gang at fatte sig i korthed. På papiret et fornuftigt valg ovenpå 2010’s 75-minutter opus af et dobbeltalbum, der rummede nogle af Brewis-brødrenes bedste sange, men i nedbarberet udgave kunne have været gevaldigt mere vellykket.
Det nye kortfattede format fungerer nu heller ikke helt ideelt. Bandets kringlede collage-pop bliver for fragmentarisk, og de drukner sangene i abrupte vignetter i stedet for at følge de gode melodier til dørs, eksempelvis den gudesmukke vokal-harmonika-intro på ’A New Town’. Eksperimenttrangen betyder, at albummet aldrig letter fra landingsbanen, selv om deres progressive art-pop og overrumplende iderighed stadig kan imponere. Her er det især værd at vende tilbage til ’Who’ll Pay the Bills’ med dens hikkende rytmesektion og ikke mindst den XTC-befrugtede og strygerbesatte ’From Hide and Seek to Heartache’.
Men i deres higen efter at strikke deres overspraglede musikalske kludetæppe, efterlader de lytteren i stikken. Så mens Field Music er og forbliver et groft overset band, er det her ikke albummet, nye potentielle fans bør kaste sig frådende over. Dertil er det for fortænkt, og det savner i den grad charmen fra de to første udgivelser. Den riff-tunge albumlukker ’I Keep Thinking About a New Thing’ efterlader dog én med indtrykket af, at bandet stadig kan – hvis de altså bare gider.