- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
Daniel Rossen
Siden ’Veckatimest’ udkom i 2009 har der været stille om Grizzly Bear. Sidste år udgav bassisten Chris Taylor sit eget soloprojekt, og nu er det så blevet den ene af frontfigurerne, Daniel Rossens tur.
Lyden på ep’en er velkendt. Blot et stenkast fra bjørnenes træhytte ligger Daniel Rossens lille solbeskinnede lund. Et pusterum hvor lyset skinner igennem i form af lækre folk-melodier i kringlede indpakninger serveret på en bombastisk instrumentering. Det er blevet til fem numre, og selvom det lugter lidt af gammel bjørnemælk, er alle numrene velskrevne og niveauet højt.
Åbneren ’Up On High’ imponerer med et flot sammenspil mellem strygere og slide-guitar, imens produktionen leder tankerne tilbage til Beach Boys’ mesterlige ’Pet Sounds’. Solstrålerne bryder igennem på den iørefaldende ’Silent Song’, imens ’Return to Form’, efter at have lokket lytterne ind i en hypnotiserende grotte af guitarregn, slipper bjørnene løs i orkestergraven i et multiinstrumentalt raseri af dimensioner.
De symfoniske skyer trækker ind over den solbeskinnede, blå himmel på klaverballaden ’Saint Nothing’, men slutteligt skinner solen på ny på ’Golden Mile’, der lukker den lille samling numre med det klart mest iørefaldende omkvæd.
Det er skam meget dejligt at komme med ud i Daniel Rossens lund og lade sig imponere af mandens mangfoldige, musikalske talent. Ærgerligt er det blot, at han ikke lykkedes med at fremmedgøre sig nok fra Grizzly Bears udtryk til, at man ikke har en lille smule hjemve, når man har været væk for længe.
Daniel Rossen. 'Silent Hour/Golden Mile'. Album. Warp/VME.