Michael Kiwanuka

Soul-bølgen raser, takket være Adele, i voldsom stil for tiden. Og mens den stort tippede ungersvend fra London bestemt ikke har manglet sammenligninger med koryfæer som Bill Withers og Otis Redding, skal begejstringen for hans debutalbum dog ikke ses i sammenhæng med en genremæssig populærtendens.

Kiwanuka viser nemlig i den grad, at han i bund og grund er en fremragende sangskriver. De stort anlagte soul-arrangementer er så bare et ekstra krydderi, men debuten er i ligeså høj grad et album, der kredser om folk, pop og simpel, effektiv singer/songwriter.

Fint varieret er det også. ’Bones’ er en ægte old school-sjæler, den smækre åbner ’Tell Me A Tale’ laidback retro-soul, og ’Rest’ en afdæmpet søndagsvise med piano og lækkert guitarspil. Fælles for det hele er dog, at albummet lyder som noget, optaget og indspillet for en god håndfuld årtier siden. Både i de oplaget soul-referencer, men også i det faktum, at Kiwanukas folkede singer/songwriter-eskapader lægger sig tykt op af Nick Drakes tidlige udgivelser.

Og så er der vokalen, som jo er åh så vigtig i soulen. Kiwanukas stemme lyder som noget man har hørt før. Selvom man sandsynligvis ikke har. Og mærkeligt som det end lyder, fungerer det her som en force. Det er en følelse af genkendelighed. Man bliver ikke overrasket, og det skal man heller ikke, for albummet er grundlæggende bare til for at være balsam for ørerne. Og det er det næsten hele vejen igennem. Perfekt til en søndag formiddag, og bevis på, at Kiwanuka kan med eller uden soul-prædikatet.