Timber Timbre – lidt for simpelt

Badet i et lurvet rødt lys sad Taylor Kirk mutters alene på den lille scene i Musikcaféen. Et noget nær perfekt backdrop til Timber Timbre-forsangerens ballader, der til stadighed kredser om usunde besættelser og fortærende begær. Med fuldskæg, kors-tatovering og hvad der lignede fantom-drøvtygning, lignede Kirk mere en forvildet hillbilly fra Appalacherne end en moderne rockstjerne.

Størstedelen af publikummet sad da også ned under koncerten, mens de som ærbødige djævlebørn intenst betragtede og lyttede til Kirk – aftenens Beelzebub. Lige på nær et par fulde fyre på første række, der tilføjede lidt tiltrængt løssluppenhed og blev ved at hælde på Kirk med Fernet Branca. »Skal jeg dø nu? Det er okay, jeg har kun et par sange tilbage«, jokede Kirk i karakteristisk morbid stil efter den tredje eller fjerde slurk.

Første nummer ’No Bold Villain’ lagde stilen an. Hvor mange kunstnere måske ville lægge mere vægt på at begynde med et brag, valgte Kirk i stedet en forskruet vuggevise, der virkede fint uden indspilningens saloon-klaver og bluegrass-violin med blot guitar og Kirks mulepose-croon i den ikoniske retro-mikrofon, Shure 55SH.

Også ekstranummeret, ’Magic Arrow’, drog fordel af den spartanske instrumentering ,og lod det ildevarslende blues-riff komme til sin fulde ret. Derimellem var der desværre mange numre, hvor man kunne have ønsket, at bandets andre medlemmer, Mika Posen og Simon Trottier, også havde været på scenen. Timber Timbre mestrer stemningsfulde arrangementer på deres plader, og derfor var det ærgerligt, at skulle undvære sælsomt orgel og twangy solo på ’Lay Down In the Tall Grass’, de creepy, hvinende violiner på ’Trouble Comes Knocking’ og jeg kunne blive ved. »Jeg kigger altid op på gabende folk. Lad være med at falde i søvn endnu«, sagde Taylor Kirk mod slutningen af koncerten, som en slags erkendelse af den akustiske tilgangs mangel på afveksling.