Asbjørn

Han er en interessant knægt, ham Asbjørn. En ung dansker med masser af følelser, masser på hjerte og et ganske unikt tag på popmusikken, det danske musiklandskab taget i betragtning.

Debutalbummet sprudler af en form for let barok og i den grad teatralsk electropop, der smyger sig om skiftende stemninger, violiner, hakkende beats og bagmandens patosklingende vokal. Asbjørns selvproklamerede vision er at lave pop, der taler til både tanker og fødder. Det lykkes i stor stil på den stærke og ekstremt melodiøse åbner ’Bones Bad Dancer’ plus singlen ’Criminal’, der henrykker med et stramt beat, alskens percussion og en fornem sans for opbygning, nedbrydning og klimaks.

Asbjørn er ikke bange for at udtrykke følelser med sin stemme, og hans gennemmelankolske vokal er bestemt en stor styrke, men samtidig der at det kan kamme over i teatralsk overload. Patrick Wolf popper klokkeklart frem i tankerne her. En musikalsk excentriker som mange elsker, men som mange også synes bare er for meget. Samme skæbne kunne vel overgå Asbjørn.

Værre er det dog ikke, for debuten kammer aldrig helt over, og fokus viger ikke fra styrken ved de fængende og temposkiftende popsange, der præger det meste af albummet, dog flankeret af et par mere balladeagtige og ikke helt så interessante skæringer.

Asbjørn er bestemt noget særligt. Både i sin sans for aparte rytmer og en gennemarbejdet, detaljerig poplyd, men også i en gennemtrængende selvudlevering. Hans udvikling bliver spændende at følge, men debutalbummet er bestemt en vellydende og følelsesrig introduktion i sin egen ret.