Lotus Plaza
I marts satte Deerhunter-forsangeren Bradford Cox nye standarder for publikumsfornærmelser og uberegnelig adfærd, da han beordrede en koncertgænger til at smide tøjet som straf for at ønske en sang. Omtrent en uge senere udsendte Deerhunters guitarist, Lockett Pundt, en ny single fra sit soloprojekt Lotus Plaza, og det uden den store ståhej. Det virker også usandsynligt, at Pundts andet album skulle stjæle søgelyset fra Cox og hans excentriciteter, for soloudfoldelsen er ikke umiddelbart en overvældende oplevelse.
Til gengæld er håndværket mere end i orden. Albummet topper tidligt på ’Strangers’, der med sine ivrigt hvirvlende trommer og lyse, uprætentiøse guitar-soli er en ufarlig nydelse – så solbeskinnet og sprudlende, at den burde soundtracke en serie om californiske rigmandsbørn. Pundts guitarspil er alt andet end prangende, selv når han skruer op for de forvrængede effekter på ’Out of Touch’. Så afmålt og smagfuldt lyder det hele, at man ved femte skæring, ’White Galactic One’, næsten farer sammen ved lyden af det let skurrende riff, der sætter sangen i gang.
Hverken vokal eller tekster gør meget væsen af sig. På intet tidspunkt lyder Lockett som om han anstrenger stemmebåndet, og der bliver ikke strøet om sig med metaforer eller andet litterært lir. Tilføj de seneste års opkog af dreampop og shoegaze, og det kan være svært at høre, hvordan Lotus Plaza skiller sig ud. Men efter blot et par enkelte afspilninger står det dog klart, at det er de beherskede, men tilgængelige kompositioner, der er albummets styrke, og med lidt tålmodighed venter her en række slidstærke og underspillede ørehængere.