Manic Street Preachers – melodisk glampunk i datid
Anledningen for aftenens udsolgte koncert var ikke nye sange, men derimod en tilbageskuende markering af Manic Street Preachers’ 20 års jubilæum. Et forsøg på en hitparade om man vil, med udgangspunkt i bandets opsamlingsalbum ’National Treasures’ fra efteråret.
Besøget fra Wales var af gode grunde blevet imødeset med store forventninger af et publikum, der havde punget godt ud til trioens første ikke-festivalkoncert på dansk jord i 10 år. Men søndagsturen ud i walisernes påskønnede sanglandskab blev en kuperet en af slagsen med få højdepunkter i begyndelsen og for mange middelmådige leveringer mod slutningen.
Lysene i de kunstige kirsebærtræer på scenen blev ellers tændt fra første færd, da ’Motorcycle Emptiness’ og ’Ocean Spray’ kickstartede det hele i vaskeægte glamrockstil. Og kulminationen kom midtvejs med en sprudlende version af ’A Design for Life’, der fik bassist Nicky Wires udstoppede sølvhund til nærmest at logre med halen, mens han selv sprang omkring på scenen med sine karakteristiske meterlange bevægelser.
Herefter gjorde forsanger og guitarist James Dean Bradfield dog holdt og konstaterede med et smil, at han som 43-årig ikke længere føler sig i topform. »En god del af jer må vide, hvordan det er. Jeg kan jo godt se jer,« sagde han forpustet og kiggede ned på den nærmeste fanskare med en gennemsnitsalder ikke langt under hans egen.
Uheldigvis faldt koncerten i kadence efter denne ret sigende bemærkning. De gamle sange manglede nyt liv og ny energi, og trods nostalgiglæden gik det op for én, at Manic Street Preachers er blevet et band, man oftest taler om i datid.
