Garbage

Det kan nemt virke som om, at nutidens mange reunions er motiveret af ussel mammon, da diverse 90’er-ikoner for længst har tømt ønskebrønden og nu skal tjene for at opretholde den dekadente livsstil. Garbage med Shirley Manson i front er vendt tilbage efter syv års albumpause, men heldigvis lyder det ikke som om, at profit er baggrunden.

Duften af blod, sved og tårer trænger igennem. Det her er ikke venstrehåndsarbejde. Men at genopfinde sig selv er det sidste man kan beskylde amerikanerne for. Jovist, her er et par stille numre på pladen, men ellers serverer Manson og kammeraterne storladne, alternative rockhymner begravet i elektronisk støj, flænsende guitarer og nogle meget poppede omkvæd.

Det starter mere end højoktant med ’Automatic Systematic Habit’s buldrende trommer og bragende riffs, men hvor verset driver af energi er omkvædet alt for pænt. Garbage vil stadig gerne larme og lave pophits på samme tid, og om genkendelsens glæde ikke er stor nok eller magien bare er semi-fordampet er lige meget, for generelt lyder Garbage anno 2012 lige takken for tandløse, som på det generiske singleudspil ’Blood For Poppies’ og den klichéfyldte og vocoder-indpakkede rockballade af et titelnummer.

Der er dog også fuldtræffere som ’I Hate Love’ og ’Felt’, der begge rocker derudaf uden for mange dikkedarer, førstnævnte med et elektronisk twist og albummets ubestridt bedste omkvæd.

For de dedikerede er Garbages comeback et sikkert hit, mens alle andre nok vil få mest ud af den uopslidelige energi og albummets nostalgiske kvaliteter.