Jimmy Edgar

Der er store kontraster i spil på Detroit-sønnen Jimmy Edgars fjerde album. Edgar har aldrig været bleg for at chokere eller kaste sig helhjertet over de retro-futuristiske synthesizere, men på nærværende album er linjerne trukket særligt klart op. Hvis ikke coveret afslørede det, vil et kig på tracklisten med titler som ‘This One’s for the Children’ og ‘Take Me on a Sex Drive’ lige ved siden af hinanden formentlig fjerne den sidste rest af tvivl.

Det er et tema, der går igen i musikken. Det er svært at blive klog på, om Edgar vil skabe et kontant r’n’b-album, et lummert soundtrack til soveværelset, eller bare kølig, fremsynet electropop. Svaret, fristes man til at sige, er lidt af det hele, hvilket desværre også betyder, at ingen af delene er synderligt mindeværdige. Edgars mere ligefremme numre som ‘Let Yrself Be’ og ‘Too Shy’ er klart pladens bedste, mens resten svinger fra det tilforladelige til de lettere pinlige udskejelser på førnævnte ‘Take Me on a Sex Drive’ og ‘Heartkey’.

Det er synd, for der gemmer sig glimrende materiale spredt ud over udgivelsen. Edgars musikalske ideer er dog kun halvfærdige, og i stedet for at arbejde numrene igennem en ekstra gang, lapper han oftest hullerne med distortion og autotune. En ikke videre yndefuld plan, der giver albummet et noget falmet skær.