Simian Ghost
Der er ingen tvivl om, at de tre svenskere i Simian Ghost ved, hvad de laver: De har med enkle midler og stor autoritet skabt en plade, der per automatik vil få fødder til at vippe i takt. Vokalarrangementerne sidder stadig lige i skabet, og de cykliske guitarriffs og den drømmende lyd løfter Sebastian Arnströms krystalklare falsetvokal op og fører dig sikkert og behageligt igennem 37 minutters fængende indiepop. Men netop denne behagelighed er nok også pladens største problem.
Den hele er så velproduceret og enslydende, at du næsten føler, at du bliver taget for meget i hånden. Sangene smelter sammen til en klæbrig, ensformig og sammenhængende masse – og det er egentlig synd. For er der noget, man ikke kan tage fra de tre svenskere, så er det, at de skriver nogle mesterlige popsange – de yderst velskårne og catchy numre ‘Wolf Girl’ og ‘Crystalline Lovers Mind’ er gode bud på sange, der vil få dansegulvene til at gløde henover sommeren. Men det bliver heller ikke til mere end det.
Popperlerne drukner i vellydende anonymitet, og hvor svenskerne tidligere har været mere eksperimenterende, virker det som om, at det meste af nærværende album er bygget op ved hjælp af en skabelon, man har hørt alt for mange gange før.
‘Youth’ formår ganske enkelt ikke at udfordre lytteren, og den ellers stilsikre og velskrevne indiepop bliver i længden forudsigelig og tør.