A Place to Bury Strangers
Da New York-trioen dukkede op på musikscenen i begyndelsen af 00’erne fik de i kraft af deres kaotiske og tinnitus-fremkaldende liveshows prædikatet ‘the loudest band in New York’, og på deres tredje album spiller den frenetiske guitarstøj da fortsat også en yderst central rolle.
Trioen placerer sig fortsat solidt i slipstrømmen af de skotske 80’er-ikoner i The Jesus and Mary Chains flænsende støjpop både hvad angår lyd og sangskrivning. Forsanger Oliver Ackermans nonchalante og tågede vokal minder sågar ikke så lidt om Jim Reids ditto. Med andre ord er ‘Worship’ hverken et særlig originalt eller selvstændigt udspil.
Når det så er sagt, så må man give de tre buldrende newyorkere, at de bestemt forstår at forvalte den tunge og labert larmende arv fra The Jesus and Mary Chain ganske fermt, da de utvivlsomt formår at strikke en række både krasbørstige og mindeværdige støjknaldperler sammen.
Blandt albummets mest vellykkede øjeblikke hører de sonisk aggressive guitarsalver ‘Revenge’ og ‘Leaving Tomorrow’, den forførende støjpopper ‘You Are the One’, samt den mere kontrollerede ‘And I’m Up’, hvori trommeslager Loz Colberts groovy tøndetæverier agerer rygraden, der holder nummeret sammen.
Det ville dog uden diskussion klæde bandet at udvide den musikalske palet en smule, så den overhængende fare for at blive for evigt stemplet som et (aldeles kompetent) The Jesus and Mary Chain-tributeband kan blive afværget. Så det afsluttende råd herfra til trioen må lyde: Giv ‘Psychocandy’ karantæne fra pladespilleren i en periode, drenge.