Japandroids
»And if they try to slow me down / I’ll tell them all to go to hell«. Og med fare for at havne i helvede kunne man ellers godt fristes til at bede de to canadiere fra Japandroids om at sætte tempoet lidt ned og kæle lidt mere for detaljen. Duoens andet album er en selvsikker, kraftfuld energiudladning, der på 35 minutter mildest talt smadrer igennem de otte sange, der ifølge pladens titel skulle være en hyldest til rockmusikken.
Pladens første sang ’The Nights of Wine and Roses’ lægger ud med en eksplosion af fyrværkeri, skrigende guitarer og buldrende trommer – men det bliver aldrig helt til det festfyrværkeri, der ellers lægges op til, og de første sange lyder mest af alt som en omgang forkølet stadionrock. Langsomt kommer Japandroids bedre med, men det bliver aldrig rigtig til mere end uoriginal og klichéfyldt garagerock.
Der bliver ej heller sparet på klichéerne i tekstuniverset, hvor parolen sex, drugs and rock’n’roll’stadig lever i bedste velgående. Tekster om at være ung, drikke lidt for meget alkohol og leve i nuet er det bærende element, der ofte skråles ud i fællesskab. Og med en linje som »Don’t we have anything to live for? / Well of course we do / But until it comes true, we’re drinking« er stilen lagt.
Det hele slutter som det startede: Med fyrværkeri, bulder og brag – desværre skyder canadierne på ’Celebration Rock’ med løst krudt.