Metric

Hvis man ikke var bekendt med, at Metrics frontkvinde Emily Haines allerede har rundet 38 år, ville man muligvis gætte på, at hun var omtrent 20 år yngre. Hendes ungdommelige røst og til tider teenagefilosoferende sind skinner klart igennem på den canadiske kvartets femte studiealbum, og med konstateringen: »I’m just as fucked-up as they say«, indleder hun nøgent og selvreflekterende nærværende album, der i mere end én forstand tematiserer udviskningen af alder.

Først og fremmest Haines’ eget forhold til alder, hvor hun flere steder på albummet funderer over, om det overhovedet giver mening for andre end hendes eget ’aldrende’ jeg at sprede et budskab gennem musikken. Som på den synth-brutale ’Dreams of Real’, hvor hun spørger: »Have I ever really helped / anybody but myself / to believe in the power of songs«.

Læs anmeldelse: Metric ‘Fantasies’

Også instrumentalt forsøger Metric at udviske grænsefladerne i den moderne musikalske tidsalder, men her er udtryksmåden mindre konsekvent – og mindre vellykket. ’Youth Without Youth’ er klassisk glamrock tilsat autotune, mens både ’Breathing Underwater’ og ‘Lost Kitten’ leder tankerne tilbage mod 90’ernes skingre tyggegummipop.

Rent tematisk er det ganske interessant, at 70-årige Lou Reed gæster på den popradio-egnede ’The Wanderlust’, men den enorme kontrast mellem Reeds autentiske stemme og Emily Haines’ autotunede vokal understreger, at Metric vil alt for meget på én gang. Canadiernes potentiale er dog stadig lovende, især hvis de kan få skabt mere struktur i lydbilledet, og Haines runder da også albummet af med ordene »I’ve got nothing but time / so the future is mine«.