Sam Sparro
Man fristes til at sige, at Sam Sparro var lidt af et ‘one hit wonder’, da han for fire år siden hittede med ‘Black and Gold’ verden over. Men på sit nye udspil er Sparro trukket i nye musikalske klæder, og forandringen fryder. Den mere introverte elektroniske lyd fra debuten er som sunket i jorden og erstattet af en søgen mod fortiden og funkens allerdybeste afkroge.
Australieren ved, hvordan man skruer et solidt popnummer sammen, og med hjælp fra Stuart Zender fra Jamiroqaui er man heller ikke gået helt galt i byen, hvis man vil lave dansabel electrofunk.
Pladen indeholder club-bangere som ‘Happiness’ og ‘Let The Love In’, der buldrer derudaf, og sjælere om uforløst kærlighed som på ‘Shades of Grey’. Trods de musikalske afstikkere fortsætter jagten på den gode melodi – og det lykkes til dels.
Læs anmeldelse: Sam Sparro ‘Sam Sparro’
Sam Sparro har her ikke opfundet den dybe musikalske tallerken, og skæringen er på mange punkter ikke musikalsk udfordrende og nyskabende. Man kan dog ikke tage fra de elleve sange, at de giver én lyst til at hive danseskoene frem fra gemmerne og storme ud i natten – og hvis man ser på pladen i det perspektiv, kan man kun være tilfreds med australieren.
Turen tilbage til fortiden og den nye lyd klæder Sam Sparro, og man kan kun håbe på, at han fortsætter i samme spor.