SpaceGhostPurrp

Det lyder måske skørt, men navnet SpaceGhostPurrp gav perfekt mening: Miami-rapperen Muney Jordans tidligere mixtapes lød som slørede transmissioner af en robotstemme fra et mystisk parallelunivers domineret af ‘Mortal Kombat’-lydbidder og stønnen. Men på albumdebuten er kaos blevet til orden: Det grimme og snavsede er blevet pænt og rent, og lyden er blevet mere atmosfærisk. Hvilket ikke er en kompliment, når man forventer det ydre rum.

Størstedelen af albummet består af polerede udsnit fra de tidligere udgivelser ‘Blackland Radio 66.6’ og ‘God of Black’ – men desværre intet fra det fantastiske ‘Nasa The Mixtape’. Udvalget fra ‘God of Black’ fungerer oftest ret godt. Slutnummeret ‘Raider Prayer’ og black power-mysticismen i ‘The Black God’ er højdepunkter. Derudover er ‘Bringing Tha Phonk’ et sonisk frontalangreb, der næsten lyder som to beats spillet over hinanden – en påmindelse om, hvad SpaceGhostPurrp er i stand til, hvis han får frie tøjler.

Problematisk bliver det, når de mudrede eksperimenter fra ‘Blackland Radio’ præsenteres i deres nye form. Ofte er vokalen løftet ud af noget, der lyder som forvrænget rumradio og ind i en klar studielyd. Samtidig er de knitrende og buldrende lo-fi-trommer redigeret ned til et enslydende og sterilt lydspor. Og hvorfor i alverden er genistreger som ‘Osiris of the East’ og ‘Get Yah Head Bust’ pludselig domineret af tribal-trommer?

Mod anden halvdel af albummet kommer en stribe nye numre, hvor Jordan både halvsynger over et forvirret trommekaos på ‘Paranoia’ (tænk Timbaland-light) og hvisker forførelsesrim på ‘Danger’: »Danger / Your body / You a beauty«.

Rumspøgelset er blevet menneskeligt. Alt for menneskeligt.