Best Coast – hæderligt, neutralt og unuanceret

Til trods for Bethany Cosentinos notoriske image som den afslappede slacker-rocker, der godt kan ryge en bred pind i ny og næ, var det et gennemtjekket og professionelt Best Coast, der i Linné-teltet fredag aften konkurrerede med Bon Iver på den større Azalea-scene i den anden ende af pladsen om publikums gunst.

Det var, sikkert på grund af sidstnævnte således en lille, eksklusiv skare, der i små tre kvarter blev trakteret med femten slices af den 25 år unge californiske sangerindes tilbagelænede solskinspop. Hun var i dagens anledning, ud over den faste kollaboratør Bobb Bruno, flankeret af et par lejesvende på bas og trommer. Hidtil har Bruno ellers dækket den dybe ende af lydspektret til Best Coasts liveshows med en nedstemt barytonguitar.

I aftenens koncertsammenhæng blev både Cosentinos foreløbig lidt begrænsede rækkevidde som sangskriver og de skabeloner hun støtter sig til lynende gennemsigtige. Det ene nummer kom hurtigt i foruroligende grad til at minde om det andet og tredje i en både forudsigelig og diffus grød. De små produktionsmæssige raffinementer, som på albummene skiller skæringerne fra hinanden var barberet væk og neutraliseret i et alt for generisk, straight og enkelt lydbillede, som kunne have tilhørt nærmest enhver anden rock-kvartet med samme klassiske guitar-guitar-bas-trommer-setup. Og selvom Cosentinos lyse, pjevsede Telecaster-guitarlyd burde være nem at skelne fra Brunos mørkere, fyldigere ditto, mudrede det hele sammen i perioder, hvor makkerparret høvlede løs i samme akkorder og figurer.

Læs live-anmeldelse: Mogwai på Way Out West

Efter en noget træg start kom der for alvor liv i koncerten med titelnummeret fra det seneste album – ‘The Only Place’ – og symptomatisk for koncertens todimensionelle lyd fungerede de tjeppe numre som ‘Why I Cry’ fra samme album godt – de er trods alt designet til en sådan afvikling, mens Cosentinos simple, sødmefulde ballader led lidt under de manglende nuancer, ‘How They Want Me To Be’ værende en glædelig undtagelse.

Best Coast blev med andre ord ofte for anonyme og identitetsløse, trods en hæderlig indsats. Man kunne også godt mærke – trods crowdpleasende tilnærmelser som bemærkningen fra højrebenet om at »The way out west coast is the best coast!« – at det var det næstsidste gig i en lang turné, som Cosentino nævnte, da hun introducerede ‘Let’s Go Home’, og at hun sikkert bare glæder sig til at komme hjem til kæresten og selvfølgelig katten Snacks, som begge fik hilsner med på vejen med de vellykkede signaturnumre ‘When I’m With You’ og ‘Boyfriend’, der havde æren af at sløjfe settet af.

Koncert. Linné, Way Out West.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af